Se verden gennem kagebriller og bliv både sødere og klogere. Sådan introducerer Lise sin blog, Kage! Kage! Kage!. Lises kageunivers er dagens deltager i Blogkvinder 40+’s Mød min blog-serie. Læs med og lær Lise og hendes blog at kende.
Jeg har altid været en tænker og en læsehest. Måske er min interesse for kager en måde at få balance i tingene på. Krop og sind. Tænkning og sansning. Kaos og orden.
Min kage-”fetish” har eksisteret i en årrække, men er nok blevet fokuseret af to ting:
- en artikel, som jeg skulle skrive om det særlige ved påsken, og som endte med at handle om især det, som vi spiser til påske, og at
- en veninde åbnede en kageforretning, som jeg gik til hånde i.
Det gik op for mig, hvor meget symbolik der er i de ting, vi spiser, og hvordan de søde sager – så at sige – er toppen af kransekagen. Det søde markerer de ”særlige” dage. Kager og desserter er strengt taget ikke nødvendige for vores fysiske overlevelse, men giver mening på et andet plan.
Sommeren 2007 etablerede jeg en hjemmeside, og kort efter begyndte jeg at blogge. Til at begynde med var det hjemmesiden, som jeg fokuserede på. Bloggen tog jeg ikke så alvorligt; den var mest min egen private dagbog.
I 2008 startede jeg en foredragsforretning for at supplere min faste indtægt i et deltidsjob, og jeg har med stor fornøjelse rejst rundt i hele Danmark med mit kage-”roadshow”.
Jeg har hele tiden småblogget, men dette forår opdagede jeg, at min blog var optaget på madblogs.dk. Det var lidt af en øjenåbner. Pludselig var jeg ”madblogger”, og jeg begyndte at tage den del af mit kageprojekt mere seriøst. Jeg har i de efterfølgende måneder skrevet hyppigere indlæg, holdt mere øje med trafikken, gjort mere ud af at læse andre madblogs, og det hele kulminerede – indtil videre! – for et par uger siden, da jeg deltog i Danmarks første madbloggersymposium.
Her mødte jeg omkring 80 andre madbloggere og blev i løbet af en utroligt veltilrettelagt dag endnu mere opmærksom på den betydning, som bloggere har i dag. Jeg fik knyttet nye kontakter, og i tiden efter symposiet er min identitet som blogger blevet endnu stærkere.
Og nu har jeg altså meldt mig under fanerne hos Blogkvinder 40+. Det er nemlig superinteressant, synes jeg, at man kan danne netværk på forskellige måder. Her er det køn og alder. Hos madblogs.dk er det emnet, der er fællesnævneren, og Madbevægelsen, som jeg også har sneget mig ind i, er nogenlunde det samme – bare på en helt anden måde. Hos Kager Uden Grænser kan man tale om et projektorienteret netværk.
Kig ind på min blog og lad dig inspirere!
Lise
P.S. Jeg er cand. theol. fra Københavns Universitet 1995 og arbejder til daglig som akademisk medarbejder for studenterpræsterne og studentermenigheden ved Københavns Universitet.
Vil du også fortælle om dig og din blog?
Send din tekst til kontakt@blogkvinder40plus.dk
Teksten må max. være på 400-450 ord. Læs evt. mere her.


Bliv gæsteblogger og vær med til at skabe variation i indholdet på Blogkvinder 40+. Emnet bestemmer du.
Spændende læsning, tak for præsentationen
Jeg elsker kage! En god middag er ikke noget værd, hvis den ikke afsluttes med et sødt punktum – i form af kage eller dessert:-)
Jeg kendte ikke din blog, før du præsenterede dig selv her på siden, men jeg kan også godt li`mennesker med en passion – og din passion for kage er stor;-) Det er spændende, at du har valgt ikke kun at bringe kageopskrifter og beskrive/anbefale kager, men har valgt at anskue kage fra et kulturhistorisk/socialt synspunkt. Så nu har du en ny fast læser:-)