Mød Hos Mommer

Ellen skriver bloggen Hos Mommer. Her fortæller hun om sig selv og bloggen og er dermed næste deltager i Mød min blog-serien. Læs med og lær Ellen og hendes blog at kende.

Min debut som blogger var sidst i 2008 – da havde jeg i et lille års tid fulgt nogle bloggere og havde helt bestemt også en ide om, hvordan min egen blog (if ever…) skulle se ud, og hvad den skulle indeholde. Det skulle i hvert fald være en strikkeblog. Bestemt. Helt sikkert.

Hos Mommer blev født og meget hurtigt begyndte indholdet at leve helt sit eget liv. Jeg har læst om forfattere, der påstod, at deres personer ’skrev sig selv’. Jajaja, tænkte jeg. Sikke noget sludder – man må som skribent være nødt til at have 100 % styr på, hvad man har at gøre med.

Men nej – det har/er man ikke. Og jeg er ikke skribent, men sprogpedant og -røgter … det skal i en ikke-parentes bemærkes, at jeg sjældent læser bloggere, der har et dårligt sprog – det være sig stave- eller formuleringsmæssigt. Jeg nyder ord. Ikke kun egne, men bestemt også andres; de skal bare være læseværdige. Det er de fleste bloggeres ord heldigvis også.

Der sneg sig sprogbrokkerier ind. Flere holdninger og meninger. Min familie. Venner. Beretninger. Måske også lidt mere humor, end jeg egentlig troede, jeg var i besiddelse af. Der sneg sig fantastisk meget ind om min datter i England – og ikke mindst om mine to børnebørn … det spændende hus, landet, sproget – de smås famlende og morsomme forsøg på at opnå samme.

Den svenske ødegård blev fast inventar på bloggen.

Andre gad til min store glæde også læse bloggen, så dermed lærte jeg samtidig en masse blogge(re) at kende. Nogle få af disse mange bloggere har jeg til min store fornøjelse mødt nogle af; til nu hele tre blogtræf, som alle har været sjove, megettalende og særdeles berigende.

Jeg begyndte at fotografere – noget som ellers aldrig har kunnet fange min interesse, men fordi jeg synes, at illustrerede blogge er mere interessante, måtte jeg kunne sætte egne billeder ind.

Nu bruger jeg også min mands billeder, men det gjorde jeg ikke i starten, for jeg fortalte INGEN, at jeg havde sneget mig ind i cyberspace. Det viste sig at være en solid fejl, for min søde mand troede, at jeg (i min høje alder… tak for komplimenten, John) havde fundet en anden, siden jeg pludselig tilbragte SÅ meget tid ved computeren og skrev og skrev og skrev …

Det er nemlig den allerallerstørste ulempe ved blogning. Det er en gedigen tidsrøver. Man skal skrive. Man skal kommentere. Man skal forholde sig til indlæg fra bloggere, man følger og dermed tager seriøst. Man er i mine øjne nødt til at forholde sig til hver eneste kommentar, man selv får, fordi der jo er nogen derude, der har gidet interessere sig for de ord, man har skrevet.

Men det er sjovt.

Vil du også fortælle om dig og din blog?
Send din tekst til kontakt@blogkvinder40plus.dk
Teksten må maks. være på 400-450 ord. Læs evt. mere her.

NB! Der er en del Mød min blog-tekster i kø nu, så der går tre-fire uger, inden nytilsendte tekster bliver udgivet.

8 comments to Mød Hos Mommer

  • Jeg er jo begyndt at læse med hos dig, og det nyder jeg meget.
    Men som ny læser, hos dig, er det godt svært at få øje på hvor strikkebloggen blev af :-)
    Men det er fint for mig, jeg vil hellere læse om dine børnebørn, om din ødegård, om dine rejser og andet stort og småt i hverdagen. Men sådan er vi jo så forskellige.

  • Jeg læser altid din blog, for vi har jo meget til fælles, og jeg er så glad for, at det IKKE blev en ren strikkeblog. Jeg kan nemlig ikke strikke en ærlig maske og havde sikkert af den grund sprunget let over bloggen, og det havde da været en skam… ;-)

    I øvrigt er jeg helt enig i dine sidste bemærkninger: Blogning er en tidsrøver af rang, og det er SJOVT!

  • Uha Ellen, nu får jeg helt dårlig samvittighed, for jeg er ikke altid så god til at følge op på kommentarer, som jeg kan se at andre er. Jeg er rigtig glad for at læse (velskrevne ;-) blogs, men hvis jeg skal kommentere dem alle, så bliver der alt for lidt tid til min egen. Det problem er jeg rendt ind i flere gange. Så måske skulle jeg skære lidt ned på antallet? Men selvfølgeligikke din ;-)
    PS: Hvis du også er tegnsætnings-pedant, så garanterer jeg ikke for din mentale tilstand efter en tur i min ‘verden’.
    PPS: Jeg synes nu også det er hyggeligt med lidt strikkenyt…

  • Rejen

    Hej Ellen, jeg følger jo også med i din blog, som er særdeles velskrevet….noget jeg så øver mig i at blive bedre til……og røgt du bare lidt på min blog, så bliver jeg jo forhåbentlig bedre til at skrive….;-D…Ja det er en værre tidsrøver sådan en blog, men en hyggelig en af slagsen….god aften til dig…

  • Guuudd strikker du også.. :-) Jeg er også en af dem der nyder dine skarpe og skrappe iagtagelses evner og pen, fortsæt endelig i den dur. Indtil videre er vi enige om Sverige og humor, mindst.. spændende hvad det kan udvikle sig til.

  • @ Annette: Næh, strikkebloggen forsvandt vist meget hurtigt næsten helt og dukker kun frem, hvis der er noget helt specielt, jeg er nødt til at blære mig med :-) Der er jo så meget andet her i livet, som også er spændende at beskæftige sig med.

    @ Mia: Ja, vi har da en del til fælles, og jeg tror jo på, at alsidighed er en god ting… de, der påstår, at en blog skal have én og kun én rød tråd, er jeg fuldsændig uenig med :-)

    @ Ditte: Det var ikke meningen at give dig dårlig samvittighed, men jeg må indrømme, at jeg sætter en ære i at svare hver enkelt person, der har ulejliget sig med at kommentere hos mig :-)
    Nej – jeg er sprog- og stavepedant, men ikke tegnpedant. Her kan jeg godt lide at give mig selv lidt frihed, for ‘kreativ’ tegnsætning kan være en udtryksmetode i sig selv, mener jeg.
    PS: Og en smule strikke- eller synyt kommer der da også. Men sjældent, må jeg indrømme.

    @ Rejen – jeg kunne da ikke drømme om at rette på folk omkring deres egne blogge :-D Vi kan ikke være lige gode alle sammen – jeg gider bare ikke dem, der ikke engang gider forsøge at gøre deres tekster læseværdige, men jeg gider skam godt din gode blog…

    @ Inge: Jeg både strikker og syr meget, meeen der er godt nok alligevel blevet lidt mindre plads til det, efter jeg begyndte at blogge. Ja, vi er vist meget enige om en del ting ;-) og jeg følger med glæde din opfordring om at fortsætte…

  • Ellen, det er altid en fornøjelse at være på besøg i dit bloghus. Tak fordi du alligevel bruger så meget tid der :-)

  • @ Marianne: Tak for de pæne ord… :-)

Skriv en kommentar

 

 

 

Blogkvinder 40+

Blogkvinder 40+ er et virtuelt mødested for modne kvinder.

Lige nu er der 209 tilmeldte blogs. Vil du også være med?

Tilmeld din blog her >>

Logo på din blog?

Vil du have Blogkvinder 40+-logoet på din blog?

Læs mere >>

Vil du være gæsteblogger?

Bliv gæsteblogger og vær med til at skabe variation i indholdet på Blogkvinder 40+. Emnet bestemmer du.

Læs mere >>

Sådan fungerer Blogkvinder 40+

et overblik over alle de praktiske ting på sitet:
  • Hvordan tilmelder jeg mig Blogkvinder 40+?
  • Kan jeg være anonym?
  • Hvordan bliver jeg gæsteblogger?
  • Kan min blog deltage i Mød min blog?

Svarene på disse og flere andre spørgsmål finder du i

Sådan fungerer Blogkvinder 40+ >>

Arkivet