Ditte er kvinden bag Fiberfryd. Her fortæller hun om sig selv og bloggen og er dermed næste deltager i Mød min blog-serien. Læs med og lær Ditte og hendes blog at kende.
Jeg hedder Benedicte, men bliver oftest kaldt Ditte. Jeg er 59 år, bosat i Nordsjælland sammen mand og hund og har to frafløjne børn, en af hver udgave. Jeg er uddannet kunsthåndværker (væver), sidenhen pædagog og for 25 år siden blev jeg bibliotekar, en metier jeg har holdt fast ved siden, og som jeg elsker.
Jeg er også en nysgerrig og systematisk perfektionist med et hav af interesser. Kombineret med et stort behov for kontrol og en manglende evne til at sige nej er det en lidt usund blanding: To gange i løbet af fem år har jeg fået en stress-diagnose, senest med godt et halvt års sygemelding til følge. Ikke noget jeg egentlig har lyst til at beskæftige mig med offentligt, og sjældent noget jeg berører i bloggen, men da det var indirekte årsag til, at jeg gik i gang med at blogge (en af de positive ting, sygdommen affødte) synes jeg, det skal nævnes. Jeg har stadig behov for ‘ro og regelmæssighed’, så jeg lever ret fredeligt, og det præger da også bloggen; men nok om det.
Min blog er endnu ganske ung, det første indlæg er fra marts 2010, og har nok ikke helt fundet sin form. Primært var den tænkt som en måde at registrere mine strikkeaktiviteter på, da jeg genoptog strikkeriet som en del af behandlingen. Men som I sikkert har oplevet, så får en blog sit eget liv og følger sine egne veje, i takt med at ejerkvinden lever sit liv, både på nettet og i ‘det virkelige liv’. Nu handler den om lidt af hvert. Mest om den hverdag hvor jeg, som mange andre blogkvinder, altid kan finde gode stunder og se det store i det små. Alt iklædt billeder, for jeg er, som mange af jer andre, glad for at fotografere.
Nogle gange er jeg aktiv, andre gange ikke, men sådan er det sikkert for de fleste. Der er trods alt andet at se til 
, og jeg er stadig ved at skyde mig ind på, hvordan jeg gebærder mig i blogverdenen (i starten turde jeg end ikke skrive kommentarer hos mennesker jeg ikke kendte ). Jeg har været til mit første blogtræf, med stor succes, og glæder mig hver eneste dag til at åbne min Google Reader. Livet med bloggen har givet mig mange gode oplevelser – en lille kommentar hist og pist afføder svar og flere kommentarer – det er ganske fantastisk at opleve, så tak til alle jer, der på den måde er med til at glæde mig.
Vil du også fortælle om dig og din blog?
Send din tekst til kontakt@blogkvinder40plus.dk
Teksten må maks. være på 400-450 ord. Læs evt. mere her.NB! Der er en del Mød min blog-tekster i kø nu, så der går i hvert fald en måned, inden nytilsendte tekster bliver udgivet.
Bliv gæsteblogger og vær med til at skabe variation i indholdet på Blogkvinder 40+. Emnet bestemmer du.
Hej Ditte, jeg er også “ny” i blogland, men synes også at det er spændende og interresant måde at møde andre på….og det er jo en helt ny/anden verden der åbner sig….fortsat god blogging…
Hej Ditte
Jeg husker godt den første tid som blogger
Og det er rigtig godt formuleret: så får en blog sit eget liv og følger sine egne veje.
for mig var det lysten til at reflektere over mit arbejde som sygeplejerske og lysten til at fortælle andre om det arbejde, der satte det i gang. Nu er det en blanding af meget i mit liv.
God bloglyst
Hej Ditte….I blogland har jeg ikke været igang meget længere end dig, og har også den oplevelse at bloggen efterhånden lever et ret selvstændigt liv. Ihvertfald er den begyndt at give mig dårlig samvittighed når jeg “svigter” og det er bestemt et skråplan…men men men.
Ligesom dig har jeg en stressdiagnose i bagagen og lissom dig, var det det der var med til at få mig igang at blogge.
Og nej, jeg syns heller ikke det er det der skal fylde på bloggen.
Et helt almindeligt kvindeliv med de store oplevelser i det små, er såmænd også rigeligt og noget de fleste af kan relatere til
Det er nemlig fuldstændig korrekt Ditte – bloggen får sit eget liv. Man kan vælge at holde den i stramme tøjler eller bare flyde med.
Er også selv i nybygger-fasen med min blog og forsøger at holde mig til planen, men-men-men den lille selvstændige rad stritter imod og blander sig stædigt med hvad-hjertet-er-fuld-af-bli’r-bloggen-fyldt-med – det får den så lov til – en gang imellem – og sådan må det være:)
Ha’ en dejlig weekend:D
Dejligt at have lært dig at kende, både virtuelt og i virkeligheden. Der er mange positive sider ved bloguniverset, og jeg nyder også at have fundet det…