Catarina og hendes blog deler navn. I Blogkvinder 40+’s Mød min blog-serie fortæller hun her om sig selv og sin blog. Læs med og lær Catarina og hendes blog at kende.
Jeg hedder Catarina og er 44 år – gift med Søren, mor til en, pap til to – bosiddende på Fyn i et lille landsbysamfund udenfor Odense. Jeg elsker at fotografere min og familiens hverdag – og alt andet, der fanger mit øje. Løber af lyst – men også for at holde formen.
Jeg skriver primært om min hverdag, for som Dan Turell så smukt skriver:
Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
og derfor fylder den mest hos mig. Rigtig mange af mine indlæg er desuden krydret med mine egne billeder, da en af mine helt store passioner er at fotografere. Jeg skriver gerne om min familie og deriblandt min mand, min søn og mine to bonussønner, dermed er det en ret personlig blog. Men jeg er meget påpasselig med ikke på noget tidspunkt at komme til at skrive noget, som på et senere tidspunkt kan få konsekvenser for deres videre liv og karriere.
Jeg bruger bloggen som en slags dagbog, hvor jeg kan gå tilbage og tjekke op på noget. Ellers synes jeg bare, det er sjovt at skrive, også selvom jeg er en smule ordblind. Jeg vil dog klart anbefale andre, som har problemer med stavningen, at skrive blog, for de snart 4 års blogskriveri har helt klart forbedret min stavning. Jeg bruger dog stadig stavekontrol, når jeg skriver, men den fanger desværre ikke alt. Så bær over med mig.
En af fordelene ved at blogge er, at man også får mulighed for at lære nye mennesker at kende. Først igennem bloggen, men senere også ved mange af de blogtræf, der finder sted flere gange om året. Jeg har selv været til to træf, hvor jeg fik sat ansigt på en del, og her i sommer var jeg på et fotokursus, hvor flere af mine medbloggere også deltog.
Jeg startede med at blogge tilbage i november 2006. Jeg havde en lille hjemmeside, helt og aldeles hjemmestrikket, og ville så gerne have en blog på. Jeg havde ingen erfaringer med blogs og læste som sådan heller ikke blogs. Jeg fik lavet en database i Microsoft Access, som så indeholdt min blog. Ikke særlig fleksibel og også uden mulighed for kommentarer. Idéen var så, at jeg ville opdatere bloggen med små indlæg et par gange om ugen, ikke noget særligt og kun med små billeder, hvis overhovedet nogen.
Da jeg først var kommet i gang, begyndte frekvensen af opdateringerne at vokse, og fra kun at være et par indlæg om ugen blev det nu til flere. I februar 2007 overgav jeg mig til WordPress, og siden har min blog bare udviklet sig, og det gør den stadig. Nu også med kommentarer
.
Vil du også fortælle om dig og din blog?
Send din tekst til kontakt@blogkvinder40plus.dk
Teksten må max. være på 400-450 ord. Læs evt. mere her.


Bliv gæsteblogger og vær med til at skabe variation i indholdet på Blogkvinder 40+. Emnet bestemmer du.
Hej Catarina…..
Du har en spændende blog og gode indlæg om både stort og småt. Mig skal du nok regne med at få besøg med regelmæssige mellemrum…
Hej Catarina, jeg er blevet fast læser af din blog, og pyt med stavningen, det går jo fint….Og som du selv skriver så er det jo hverdagen der fylder mest i vores liv…glæder mig til at følge dig…
@Annette – mange tak for de pæne ord og du er altid velkommen. Jeg er nu også begyndt at læse med ved dig efter at have “mødt” dig her.
@Rejen – Tak skal du have (fik lige Bente til at kikke den igennem). Jeg læser også med hos dig.
Du tager nogle fantastisk flotte billeder og skriver godt om både stort og småt.. Har også kigget med hos dig jævnligt.. Og lige fundet ud af at du også er gammel garder…
@Inge – Tak for e pæne ord.
Ja, det at være garder fyldte meget i mit liv dengang.
[...] Sådan opfordrede Bente som styre Blogkvinder 40+ og jeg tog udfordringen op og satte mig i sidste uge til tasterne og skrev om min blog. I fredags udgav Blogkvinder 40+ så mit inlæg. Hvis du har lyst, kan du læse det lige her. [...]