Tove er kvinden bag bloggen Over Fyrre, Fattig og Færdig? I Blogkvinder 40+’s Mød min blog-serie fortæller hun her om sig selv og bloggen. Læs med og lær Tove og hendes blog at kende.
Hvorfor hedder min blog over Fyrre, Fattig og Færdig?
- Over Fyrre – jeg er årgang 67 og dermed over fyrre.
- Fattig – som studerende på SU er økonomien ikke stor, men jeg klarer mig sådan lige.
- Færdig? – for et par år siden skete der en omvæltning i mit liv, for jeg blev skilt, og enten kunne jeg grave mig ned eller kæmpe for en ny tilværelse.
Hvem er jeg så egentlig? Jamen, jeg studerer til radiograf og har p.t. et lille år tilbage, inden jeg (forhåbentlig) kan kalde mig autoriseret radiograf. Jeg er også mor til 2 som regel skønne drenge, Golferen og Troldeungen.
Fotograf er jeg også, men lige p.t. er det kun med et lille pocketkamera, der bliver taget billeder. Kreativ er jeg også, selv om det har været lagt på hylden i nogle år. Symaskinen er dog ved at finde vej ind i stuen igen. Stik og hækling gør jeg også men i mindre projekter. Nu bor jeg tæt på skov og strand, så det bliver også til en del gåture til de steder.
Golferen og jeg har en fælles interesse, og det er golf. Jeg nyder at komme ud på banen og stresse af ved at slå til en lille hvid blod. Det er ikke altid, at bolden vil det sted hen, hvor jeg vil, men det har også sin charme. Golf er også noget, vi har til fælles med mine forældre. Troldeungen har spillet golf, men har tabt sit hjerte til fodbold og især håndbold, og jeg møder gerne op for at se hans kampe. Og så nyder jeg at se mine drenge udvikle sig lige netop fra drenge til unge mænd.
Bloggen vil ikke have en rød tråd som sådan, men mere handle om hvad der optager mig i hverdagen. Selvfølgelig vil den være fyldt med en masse indtryk omkring min uddannelse, men ellers vil det være ”alt godt fra havet”.
Spørg endelig løs, hvis der er noget, I gerne vil vide.
Vil du også fortælle om dig og din blog?
Send din tekst til kontakt@blogkvinder40plus.dk
Teksten må maks. være på 400-450 ord. Læs evt. mere her.


Bliv gæsteblogger og vær med til at skabe variation i indholdet på Blogkvinder 40+. Emnet bestemmer du.
Nye kommentarer